Hvem vil vi være

Den åndelige oprustning er over os. Bogmomsen skal fjernes. Senest er litteraturkanon blevet opdateret. En begivenhed, som med al tydelighed viser, at Bertel Haarder og Brian Mikkelsens ideer om dansk kultur som et særlig koncentrat, man kan hælde på børn og unge, er blevet herskende. Nu er socialdemokrat Matthias Tesfaye ved roret, og han freder Martin Andersen Nexø, men han mener – som han siger i et interview i Information – grundlæggende også, at ”der er noget i vores egen kultur i Danmark, som er værd at fordybe sig i, og som binder os sammen som nation”. Og dette noget er for eksempel, at ”fordi du bor i Danmark, så har du behov for nu at bladre lidt i Lykke-Per”.

Men – jeg har levet 36 år i det danske samfund, nogenlunde ligeligt fordelt mellem den lerede østsønderjyske muld og Nørrebros asfalt, og jeg har aldrig følt dette behov. Hverken indefra eller udefra.

Okay, jeg skal ikke fortabe mig i indhold. Mere overordnet er den forestilling, der er ude at gå her, at kultur ikke er noget, vi skaber; det er noget, vi skal tilegne os. I forlængelse heraf bliver litteraturens primære rolle at formidle viden og værdier, i stedet for eksempel at være et rum at spejle sig selv, sine tanker og sin verden i – eller et rum for oplevelse. Hør Tesfaye igen: ”Det kan godt være, at du synes, det er kedeligt, og du har lyst til at swipe videre efter syv sekunder. Men det er faktisk vigtigt.” Og det er ikke, fordi jeg ikke synes, vi skal bekæmpe befolkningens dalende koncentrationsevne – ligesom min gamle far er jeg instinktivt modstander af al ny teknologi, jeg har for eksempel aldrig brugt ChatGPT og TikTok – men jeg synes ikke, det her lyder som svaret på læsehadet.

Men tilbage til pointen: Kulturkampen er ovre, venner. De borgerlige vandt 2-0.

Det afspejles også i offentligheden. Der har længe været kritik af, at kolonisten Karen Blixen var ene kvinde på listen. Det har man nu rettet op på. Men ingen synes længere at stille spørgsmålstegn ved litteraturkanons eksistens. Kan vi virkelig ikke længere forestille os, at kultur kan være andet end den her konservative overlevering af værker, navne og begivenheder? Jeg bruger lige Tesfaye igen: ”Og når du på et tidspunkt står på et diskotek og skal score en pige fra den anden ende af landet, så er der måske faktisk noget, I kan være fælles om.” – Det er stadig Lykke-Per, han taler om!

Er borgeren helt forsvundet, er det kun danskeren, der er tilbage? Sådan lyder det, når man hører Mette Frederiksen tale til Folketingets åbning. Men det ser også sådan ud, når vi bliver ved at sætte dansk kultur på formel, på listeform, så vi kan skovle den i de unge, i stedet for at fokusere på, hvordan vi i den her nye tid på grund og på tværs af vores forskelligheder kan finde måder at være i verden på, sammen og hver for sig. Lad os bare kalde det en demokratisk dannelse. Lad os sige, at det handler om at møde verden med et åbent og kritisk sind. Ikke at forfalde til automatpiloten, såsom ”Israel er Mellemøstens eneste demokrati.” Undskyld mig, men jeg kan ikke se forskel på et autoritært og et demokratisk folkemord.

Og skal vi egentlig ikke overlade pensum og udvælgelsen af undervisningsmaterialer til lærerne, så de kan stå som eksempler for eleverne? Eleven oplever, at her er en faglig autoritet, en myndig person, der har udvalgt det her, der vil mig noget. Ikke fordi læreren skal bryde elevens TikTok-hjerne med Lykke-Per, men fordi hun har en fagligt funderet formodning om, at lige netop den her tekst vil være vigtig for eleverne. Skal vi ikke udvise lærerne den ellers højt besungne tillid, der af statsministeren fremhæves som en særlig dansk værdi? Ville dét ikke netop være et godt grundlag for en kultur, der skal stå imod propaganda og misinformation fra nord, syd, øst og vest? Myndige borgere, der agerer i samfundet.

Og nu må vi til det, det punkt, der virkelig kildrer mig: Hvad er det overhovedet for et vi, der er ude at gå her?

De tidligere beboere i Mjølnerparken, der først så politi og ministre belejre deres fælleshus og dernæst måtte se deres hjem blive revet ned eller solgt, er de en del af det vi? Mennesker med palæstinensisk baggrund, der skal høre på politikernes uld i munden, mens det brede flertal i Folketinget lader Mærsk og Terma og hvad de hedder forsyne Israel med våben til at begå folkedrab, er de en del af det vi? Mette Frederiksens arabiske fantasimænd, der lurer på S-togs stationer og springer på busser og ”flækker” folk, er de en del af det vi? Indvandrerdrenge i dynejakker? Er jeg?

For hvad kommer efter efterkommer? Hvornår kan vi blive fri for at skulle kvalificere og retfærdiggøre vores tilstedeværelse i dette land? For at kæmpe for at blive en del af det store vi?

Men også som forfatter føler jeg mig anråbt, når ministeren kalder til åndelig oprustning og peger på litteraturen som et godt sted at starte. Jeg har det som Muhammad Ali, da Uncle Sam forsøgte at hverve ham til dén amerikanske hær, der bombede sagesløse vietnamesere med napalm. Han sagde: ”And shoot them for what? They never called me nigger”. [mine kursiver, ML]

Min afroamerikanske morfar var så dum at tjene i 1950’ernes raceadskilte amerikanske hær i dens ”kamp for frihed” – frihed for hvem?

Til Weekendavisen siger Tesfaye, at han drømmer om, at Thomas Vinterbergs næste TV-serie skal handle om folk, der bygger dæmninger, når vandstanden stiger. Og med det samme kommer jeg til at tænke på Mikhail Sjolokhovs roman Nypløjet jord fra 1932 om en ukuelig partifunktionær og landbrugskollektivisering i en sovjetisk landsby. Intet ondt imod den, det er en god roman. Den var medvirkende til, at han vandt Nobelprisen. Han vandt også Leninprisen for den.

Og ja, ja, det er hårdt tegnet op, men giver den kalden på opbyggelighed ikke mindelser om sovjettidens kunstneriske besyngelse af arbejderen og den kollektiviserede bonde?

Jeg har ingen principiel kritik af den slags litteratur og kunst, men jeg har det, som om vi slet ikke er klar til den her kulturelle opbyggelighed. Har vi ikke kun snuset til et opgør med Danmarks rolle som kolonimagt? Der er vel ikke nogen, der for alvor tror på, at efterkommerne af slavegjorte afrikanere på Jomfruøerne er glade, fordi de fået nogle studiepladser og en ikke-undskyldning af Danmark. At Danmarks forhold til Grønland er fikset med Mette Frederiksens undskyldning for spiralsagen.

Er der nogen, der for alvor tror på, at Mette Frederiksen ikke tænker på hvide (kultur)kristne mennesker, når hun siger danskerne?

Hvordan kan kolonifruen Karen Blixen stå på en liste over noget, nogen bare vil overlevere? Jeg er klar over, at ”det var en anden tid”, men det udsagn er uden betydning, hvis et værk som Den afrikanske farm – der er overlæsset med dyremetaforer for de lokale kikuyuer – ikke behandles som en del af en selvkritisk erindringskultur.

Det handler ikke primært om skyld; det handler om at skabe et samfund, hvor der er plads til alle, der er her.

I mine egne værker, digte og romaner, fortæller jeg historie fra den sorte diaspora i Europa. Det er opbyggeligt, men ikke i Tesfayes forstand. Det er en implicit og eksplicit kritik af majoritetssamfundet, det være sig Danmark, Tyskland eller Vesten mere generelt. Det er forsøg på at introducere en cirkulær tidsforståelse, der bedre kan rumme vores måde at være i verden på. På at stille spørgsmålstegn ved gængse fortælleformer.

Det er faktisk destruktivt ad helvede til. Og det har vi stadig stærkt brug for, hvis vi mener noget med demokratiet.